Sådan skrev Dansk-Cubansk Forening i en pressemeddelelse i slutningen af februar i år, da Cubas præsident gennem mange år besluttede ikke at genopstille til posten som landets præsident og øverstbefalende for de væbnede styrker.
Det er at gå langt, når vi betegner Cubas folkemagt som et ”eksemplarisk demokrati”, og måske er det også at gå for langt? Cubanerne er såmænd selv de første til at minde om, at intet menneskeskabt er ideelt og perfekt, således heller ikke socialismen og folkemagten i Cuba. Men det har en række ægte demokratiske kendetegn og på afgørende områder overhaler Cubas socialistiske demokrati det borgerlige demokrati med flere hestelængder. Så jeg står inde for brugen af ordet ”eksemplarisk” i den betydning, at det er et meget positivt og inspirerende eksempel.
Lad mig fortælle, hvordan det er bygget op og fungerer:
Den helt store og kvalitative forskel på demokratiet i Cuba og demokratiet i Danmark er, at hos cubanerne er produktionen og økonomien omfattet af det demokratiske system. Det er Folkemagten, som kontrollerer den cubanske økonomi, idet produktionen langt overvejende er statslig; og den begrænsede private sektor er i høj grad underlagt statslig styring. Det er en af de store forskelle. Den store lighed har vi i strukturen.
Cuba er administrativt opdelt i kommuner og provinser. Folkemagten arbejder således på tre niveauer: En lovgivende Nationalforsamling, som svarer til Folketinget; provinsråd, som på mange måder svarer til Danmarks regioner og endelig kommunalbestyrelser. Der er valg til de 169 kommunerne i Cuba hver 2,5 år mens der er valg til de 14 provinsråd og Nationalforsamlingen hvert femte år. Den seneste runde valg startede med kommunalvalg i september 2007 og sluttede med valg til Nationalforsamlingen den 20. januar i år.
Når der udskrives valg er de to første skridt, at der i hver kommune oprettes et valgråd med repræsentanter for alle masseorganisationer, og der opstilles kandidater. Cubas faglige LO har i henhold til forfatningens regler om valg til Folkemagten formandskabet i valgrådene, som også omfatter repræsentanter for bøndernes organisation, de studerendes organisationer, kvindeorganisationen, komitéerne til forsvar for revolutionen (CDR) og en række andre organisationer mens Cubas Kommunistiske Parti IKKE har plads i valgrådene. I det hele taget spiller Cubas Kommunistiske Parti INGEN rolle ved valgene i Cuba. Det er klart at de enkelte medlemmer af det kommunistiske parti og medlemmerne af Ungkommunisternes Forbund er aktive og deltager i valgprocessen, men som parti har det ingen plads ved valgene. Dette faktum er vel det mest oversete aspekt ved demokratiet i Cuba. Den fjendtlige omverden og den borgerlige presse spreder ofte den løgn, at ”når Cuba kun har et politisk parti, så kan der naturligvis ikke være demokrati”. Man overser eller fortier bevidst det faktum, at Cubas demokrati er helt frigjort fra politiske partier. Man kan, som jeg senere skriver mere om, sige at Cubas masseorganisationer gør det ud for Cubas ”partier” i forbindelse med valgene.
Nå, tilbage til starten af valghandlingen. Valgrådene er nedsat i kommuner og provinser samt på nationalt plan. De skal nu føre tilsyn med, at valglovene følges, løse problemer og tage sig eventuelle klager. Valgrådene udsender nu en besked om, at inden for en bestemt periode skal vælgerne mødes i opstillingskredsene og opstille kandidater til kommunalvalget. I tyndt befolkede bjerg- og landdistrikter er der ned til 100 vælgere i en opstillingskreds mens der i tæt befolkede byer kan være over 1000 i kredsen. Vælgerne, og det er i Cuba alle mænd og kvinder, der er fyldt 16 år, mødes nu en aften i det lokale kulturhus, på skolen eller i kantinen på en stor arbejdsplads i området. Her går debatten om, hvem man skal opstille. Det kan være en mand eller en kvinde, en sort, en mulat eller en hvid, en arbejder eller en akademiker, en religiøs eller en ateist, en kommunist eller en ikke kommunist. Det kan
også være en anti-kommunist, men med de herskende politiske holdninger i den cubanske befolkning er det meget svært for anti-kommunister at blive opstillet som kandidater. Alle vælgere over 18 år har ret til at lade sig stille op. Opstillingsmødet afsluttes med, at der ved håndsoprækning stemmes om, hvem af de
foreslåede, der skal være kredsens kandidat til en plads i kommunalbestyrelsen. Der er et stort fremmøde til opstillingsmøderne. Langt over halvdelen af Cubas vælgere deltager i opstillingen af kandidater. Det kan sammenholdes med, at i Danmark er det i realiteten forbeholdt medlemmerne af de politiske partier at opstille kandidater til valgene. Da partierne kun har omkring fem procent af vælgerne som medlemmer, er det altså hos os et forsvindende mindretal af vælgerne, der deltager i opstillingen af kandidater.
En valgkreds i Cuba består af fra to til otte opstillingskredse. Når der således opstilles én kandidat i hver opstillingskreds ender det derfor med, at der er mellem to og otte kandidater at vælge imellem på stemmesedlen på valgdagen. Hvis der ikke er én kandidat, som får over 50 procent af stemmerne på valgdagen er der ugen efter en anden runde, hvor kun de to kandidater, der fik flest stemmer ved første valgrunde, opstilles, og her får så selvsagt den ene over 50 procent og er valgt for de kommende 30 måneder… og dog – og her kommer vi til en pointe ved demokratiet i Cuba, som er interessant. Hvert halve år skal den valgte mødes med sine vælgere og aflægge beretning samt diskutere med vælgerne, hvordan han eller hun skal gribe arbejdet an i den kommende tid. Hvis der på disse beretningsmøder er udbredt utilfredshed med kommunalbestyrelsesmedlemmets indsats og resultater, kan vedkommende fyres umiddelbart. Hvis det sker, opstilles og vælges der en ny for resten af perioden. Denne regel er en af grundene til, at cubanerne kalder deres system for et ”deltagende”
demokrati mere end et ”repræsentativt” demokrati. Vælgerne ”afgiver” ikke deres stemme. De deltager fortsat i politiske debatter og i beslutningstagning og har meget konkret hånd i hanke med Folkemagtens delegerede. Dette gælder på alle tre niveauer; kommune, provins og nationalt.
Det er også et vigtigt udtryk for det cubanske demokratis ”deltagende” karakter, at alle vigtige lovforslag, som fremlægges i Nationalforsamlingen udsendes til høring og debat i befolkningen inden vedtagelsen. Hvis det er almene lovforslag foregår det inden for rammen af komitéerne til forsvar for revolutionen (CDR), hvis det er en lov, der særligt vedrører kvindernes forhold foregår debatten i kvindeorganisationens regi, mens fagbevægelsen forestår debatter om love på deres felt og bondeorganisationen på deres osv.
Nu videre med valgene til provinsråd og den lovgivende nationalforsamling. Det foregår på samme måde, og derfor vil jeg i det følgende alene skrive om opstillingen og valget af de 614 medlemmer af Nationalforsamlingen. Valgloven fastslår, at landets 169 kommunalbestyrelser skal opstille halvdelen af
kandidaterne til Nationalforsamlingen. Den anden halvdel opstilles af fagforeningerne, kvindeorganisationen, de studerende, kirkesamfund, bønderne, kulturlivets organisationer osv. I sidste ende bliver der med valgrådenes mellemkomst gennemført en omfattende debat- og udvælgelsesproces, der inden valgdagen ender med, at der er opstillet én og kun én kandidat til hver post i Nationalforsamlingen. Selve valghandlingen har derfor karakter af en folkeafstemning for eller imod den opstillede kandidat. Hvis vedkommende får over 50 procent af stemmerne er han eller hun valgt. Hvis ikke, er kandidaten forkastet, og der startes en ny opstillingsproces, der kulminerer med en ny valghandling. Det hører til de ekstreme undtagelser, at en opstillet kandidat ikke bliver valgt, mens det ikke er ualmindeligt, at en kandidat bliver trukket tilbage på de halvårlige beretningsmøder.
Ved det seneste valg blev både Fidel Castro og Raúl Castro opstillet til en plads i Nationalforsamlingen af kommunalbestyrelsen i Santiago de Cuba. Sådan har det været i mange år. Det er deres valgkreds af historiske årsager, som rækker helt tilbage til, at de er født i den del af landet, og det var her de opbyggede den guerillastyrke, der den 1. januar 1959 befriede landet for diktatoren Fulgencio Batista, som på USA’s vegne administrerede plyndringen af landet og undertrykkelsen af befolkningen. Den internationale presse hæftede sig efter valget ved det faktum, at Raúl fik lidt flere stemmer end Fidel fik. Begge blev valgt med overvældende stemmetal, men et par procent flere stemte personligt på Raúl Castro.
Valget til Cubas nationalforsamling giver os faktisk en mulighed for at få et billede af den politiske opposition i Cuba, som frit kan udtrykke modstand mod systemet ved ikke at stemme eller ved at afgive en blank stemme. Hvis der er over 50 procent af befolkningen der gør det, kan der ikke vælges en nationalforsamling, så demokratiet åbner helt reelt en mulighed for et fredeligt systemskifte, men opstillings- og valgregler gør det ikke nemt for systemets modstandere af få valgt repræsentanter ind i Folkemagten så længe de er et lille mindretal.
Hvor lille er det? Valgresultatet, som der ikke er den fjerneste grund til at stille spørgsmålstegn ved, viser, at 96,89 procent af alle vælgere stemte på valgdagen. Heraf stemte 3,73 procent blankt og 1,04 procent af stemmesedlerne blev erklæret ugyldige på grund af fejlagtig afkrydsning. På den baggrund kan man fastslå, at de kontrarevolutionære gruppers appel om at vælgerne skulle stemme blankt for at protestere mod det socialistiske samfund blev en udstilling magtesløshed. Omkring fire procent benyttede lejligheden til at protestere. Omvendt står solidt over 90 procent af befolkningen udtrykkelig bag den lovgivende forsamling og regeringen. Der er ikke mange regeringer i verden – om overhovedet nogen – der har en sådan folkelig opbakning. På den anden side svarer fire procent til cirka 320.000 mennesker! Så på den ene side er oppositionen en forsvindende ANDEL af befolkningen, men målt i ANTAL er det mange. Mange nok til at kontrarevolutionen har en menneskemasse at fiske i, aktivere og købe med de amerikanske dollars.
Sidste fase af de demokratiske valg til Folkemagten i Cuba fandt sted den 24. februar, hvor den nyvalgte nationalforsamling mødtes for at konstituere sig. Man valgte et statsråd på 31 medlemmer. Statsrådet valgte sin formand og en række næstformænd. Formanden blev Raúl Castro som dermed blev Cuba præsident de kommende fem år. Det bliver spændende at følge Cuba i de kommende måneder og år. Med en ny mand som øverste leder, men stadig med revolutionens historiske leder i en tilbagetrukket stilling som ”mentor” og først og fremmest med en bevidst, mobiliseret, forenet og revolutionær befolkning, som med stolthed, selvbevidsthed og styrke vil udvikle det socialistiske Cuba og i samarbejde med de demokratisk valgte ledere og regeringer i en række andre lande i verdensdelen nære venstrebølgen i Latinamerika.