Nyheder

Onsdag, oktober 17, 2018 - 22:28
Dansk-Cubansk Forening fordømmer USA's fjendtlige politik mod Cuba og kræver den økonomiske, finansielle og...
Onsdag, september 26, 2018 - 13:16
For bare 20 kroner kan du få mulighed for at vinde rejse til Cuba, weekendophold på Hotell Havana i Varberg eller rom i...
Mandag, august 13, 2018 - 17:56
”Rom Thomsen” har igen besøgt Cuba og bringer her nutiden sammen med fortiden. Hvordan startede det cubanske romeventyr...
Fredag, august 10, 2018 - 15:28
Den svenske cubakender Eva Bjørklund har nærlæst det forslag til ny grundlov, som netop er udsendt i Cuba forud en...
Torsdag, august 9, 2018 - 21:08
I weekenden vedtog Cubas nationalforsamling et udkast til ny grundlov, som nu er sendt til debat i befolkningen frem...

Historien om rom – CUBA REVISITED

Historien om rom – CUBA REVISITED

”Rom Thomsen” har igen besøgt Cuba og bringer her nutiden sammen med fortiden. Hvordan startede det cubanske romeventyr og hvor er den cubanske romstil i dag? Besøg på de tre destillerier: Santiago de Cuba, Cubay og HavanaClub fortæller nyt fra romfronten

d8.JPG

Rom-Thomsen midt mellem tønder og flasker med rom
Rom-Thomsen midt mellem tønder og flasker med rom

Romaften Deluxe - velkommen!

Onsdag den 3. oktober, kl. 19

Casa Latinoamericana

Høffdingsvej 10

Valby

Dansk-Cubansk Forening, har fået en enestående chance for at udbyde en Romaften, med prøvesmagning af 6-7 forskellige rom, hvoraf nogle er oppe i det højere prisleje, eks. har ”Havana Club Tributo” som vi også smager denne aften, en butiksprisspris på 2.665 kr

Aftenen byder på 5 rom fra Cuba, en fra Peru og en fra Venezuela.

Aftenen vil starte med en velkomstdrink, og herefter vil Ingvar Thomsen, på indlevende vis, fortælle og guide os igennem flaskerne, som er valgt til denne aften.

Arrangementet et til fordel for Dansk-Cubansk forening, og såvel foredrag og de fleste flasker, er doneret til det gode formål.

Vi kan som følge af velvilje fra Ingvar Thomsen og ”Pernod-Ricard”, udbyde dette arrangement til en fantastisk lave pris 235 kr (185kr for medlemmer af Dansk-Cubansk Forening).

Det er langt under 'markedspris' for så fin en smagning.

Arrangementet afholdes på Høffdingsvej 10, 2500 Valby.

Det anbefales at tage det offentlige, bus 1A og S-Tog F, kører lige til døren.

For tilmelding, kontakt Helene-Marie i foreningens åbningstid, onsdage 17-19 på telefon 38101550, eller skriv, med angivelse af telefonnummer, på mail post@cubavenner.dk så ringer hun tilbage.

Biletterne sælges efter ”først til mølle”

Du er først tilmeldt arrangementet, når du har talt med Helene-Marie.

Columbus er normalt kendt for at have bragt sukkerrørene til Caribien i 1493 på sin anden rejse til området. Sukkerrørene var kommet til Europa i 700 tallet, efter de oprindeligt var fundet i Papua Ny Guinea, nord for Australien, længe før vores tidsregning. Nu viser senere forskning imidlertid, at historikeren Fernando Campoamor skriver, at Columbus ikke fik plantet sine sukkerør, før de døde. Først 7 år senere plantede Pedro di Atienza levedygtige sukkerrør på Hispanola (Øen hvor Haiti og Den Dominikanske Republik nu ligger).

Det hele startede med Columbus, eller gjorde det?

Columbus kom til Cuba den 27. oktober 1492, men fandt ikke øen så spændende, at han grundlagde en koloni. Først i 1512 kom den spanske "conquistador” (erobrer) Diego Velázquez og hans sekretær Cortés og lagde grunden til den første koloni. Han medbragte 300 mand og en masse sukkerørsplanter. De tvang de lokale Tainoindianere til at rydde markerne for regnskov og plante sukkerrørene. Det var så stor en succes at Cortés følte sig tilskyndet til at prøve samme tilplantning i Mexico fem år senere.

I 1515 var der grundlagt syv byer i Cuba: Santiago de Cuba, Bayamo, Trinidad, Havana, Baracoa, Camagüey og Santa Spiritus. Velázquez var guvernør over øen og Cortés borgmester i Santiago de Cuba. De spanske conquistadores holdt hurtigt op med at lede efter guld. Det var der ikke ret meget af i Cuba, men de koncentrerede sig så om ”det hvide guld" – sukkeret. På det tidspunkt var sukker noget, kun det rigeste borgerskab havde råd til at købe, og ofte blev det betragtet som en slags medicin. Så der var gode penge i at producere sukker. ”

Indianere som slaver

I 1570 var der 270 spanske familier, der havde grundlagt plantager, og som var godt i gang med at producere sukker. Hele produktionen af sukker var meget arbejdskraftintensiv, rydning af jorden, plantning af sukkerør, høst af sukkerør, presning af sukkerrørs juice og til sidst indkogning af saften til sukker.

Alt var meget hårdt arbejde og de lokale Taino-indianere blev tvunget til arbejdet. De døde imidlertid som fluer, både på grund af det hårde arbejde, og fordi europæerne havde medbragt sygdomme, som var dødelige for de indfødte: Kopper, skarlagensfeber og tuberkulose. Så hvis ikke det umenneskelige arbejde tog livet af de indfødte, så gjorde sygdommene. Den første præst, der kom til Caribien var Fray Bartolemé de las Casas, og han forsøgte at stoppe mishandlingen af indianerne blandt andet ved at skrive til kongen af Spanien. Kong Ferdinan vaklede mellem at tage hensyn til de store fortjenester på sukkeret og til de stakkels udnyttede indianere. Han endte med en valen beslutning, idet han udnævnte De las Casas til protektor for Taino-indianerne, men samtidig lukkede øjnene for den faktiske udryddelse, de var udsat for.

De Las Casas stred forgæves, men udgav i 1542 en meget anklagende bog med titlen ”En kort beskrivelse af indianernes udryddelse”.

De las Casas talte dog ikke helt for døve øren. Paven hørte hans klagesang og udskrev i 1537 den pavelige bulle” Sublimis Deus”, som erklærede de oprindelige beboere af de vestindiske øer for "rationelle væsener med liv og sjæl”. Dette tvang i løbet af 5 år kong Charles den 1. til at underskrive love, der forbød at holde den oprindelige befolkning som slaver.

Det var imidlertid ikke en grundlæggende moralsk afstand fra slaveri, der i sidste øjeblik reddede den oprindelige befolkning fra den totale udryddelse. Allerede i 1514 var de første afrikanske slaver smuglet ind i Caribien, og med kongens lovgivning i 1542 og de store penge, der var at tjene, startede den organiserede slavehandel med fanger fra Elfenbenskysten og andre steder i Vestafrika.

Portugiserne laver alkohol af sukkerrør

I Cuba udviklede sukkerindustrien sig hurtigt, og i 1620 var der allerede 50 arbejdende sukkermøller. Men konkurrencen var hård, der blev etableret sukkerplantager i Barbados, Jamaica og Brasilien. De nye plantageejere kom hurtigt til at savne deres vin, som ikke kunne tåle den lange transport fra Europa og cognacen var alt for dyr at importere, så de begyndte at lave deres egen alkoholiske drik "Arrak”. En drik lavet på gæret sukkerrørsjuice. En drik de kendte fra Europa, hvor arabiske og Genovesiske købmænd importerede det fra Indien.

Portugisiske kolonister i Brasilien lavede i 1533 en ”Aguardente de Caña” (brændevin fra sukkerrørsvin). De var blevet inspireret af spanske jordbesiddere i Mexico, som i 1531 destillerede den første Tequila af Agavejuice. Den brasilianske aguardente var så populær, at der allerede i 1585 var etableret 192 destillerier i landet. I 1598 begyndte spanske landmænd at bruge den tykke brune melasse, der var tilbage, når man producerede sukker, til at gære og derefter destillere. De rettede lidt på den portugisiske stavning og kaldte det for "Aguardiente de Caña", som cubanerne stadig kalder den friskbrændte rom i dag.

Hollænderne spreder romproduktionen til Caribien

I 1621 grundlagdes ”Det Hollandskvestindiske Kompagni”, og de stod stort set for udbredelsen af romproduktion i Caribien, og Brasilien blev verdens største sukker producent og eksportør. Englænderne koloniserede Barbados i 1627 og franskmændene Martinique otte år senere, men de producerede ikke rom. Romproduktionen kom først med hollænderen Pietr Blower i 1637. Kun seks år senere findes der skriftlige kilder, der fortæller om destillation af ”Aguardiente de Caña” i Cuba. I disse skrifter beskrives, hvordan der brændes spiritus på næsten alle sukkermøller, og at spiritussen sælges i deres barer. Metoden spredte sig videre til de første amerikanske kolonier, hvor det første destilleri i New England blev grundlagt i Boston i 1657. Hollænderne grundlagde New Amsterdam, som vi i dag kender som New York og producerede Brandy-Wine af melasse fra 1664.

"Aguardiente de Caña” eller rom, som vi benævner den i dag, var ikke nogen særlig behagelig drik. Den blev lavet på kobberkeder, som ofte var samlet med blyfatninger, og nogen særlig temperaturregulering var der ikke tænkt på. Rommen smagte afskyeligt, og var ofte direkte giftig på grund af højt blyindhold. Rommen blev ikke drukket på grund af smagen, men nærmere på trods af smagen; det var virkningen, man var ude efter. En befrielse fra et umenneskeligt hårdt arbejdsliv.

I starten af det attende århundrede var det blevet populært at drikke rompunch baseret på Jamaica rom, og de spanske familier i Cuba håbede at lave en god forretning på den nye dille. Det blev der dog grundigt spændt ben for af den Spanske konge, der forbød destillation af spiritus i spanske kolonier, for at beskytte den hjemlige spanske vin- og brandyproduktion.

Englænderne får gang i produktionen

Da briterne besatte Cuba i elleve måneder mellem 1762 og 1763, kom der imidlertid gang i romproduktionen. I denne korte periode blev der importeret 4.000 slaver til sukker- og romproduktionen, og da briterne handlede med spanierne og byttede Cuba med Florida, var der ikke længere nogen, der talte om forbud mod romproduktion. Havanas sukkerrørsspiritus blev lovsunget som "så elegant og sødt som sukker".

Det krævede imidlertid en revolution på en anden ø at bringe cubansk rom frem. I 1790 startede et slaveoprør i Haiti mod de umenneskelige forhold, som det franske koloniherredømme bød de sorte. Oprøret førte ikke alene til en frigivelse af slaverne, men også til koloniens løsrivelse fra Frankrig i 1803, som den anden stat i Latinamerika. Den første nye stat var USA. Den lange frihedskamp betød urolige tider i Haiti, og en meget stor del af farmerne rejste til det nærliggende Cuba. De bragte kendskabet til sukkerproduktion og destillation med sig. Ved starten af revolutionen i Haiti i 1790 eksporterede Cuba 674.000 liter rom om året, og da slaverne havde sejret i 1784, eksporterede Cuba lidt over 6 millioner liter rom om året. Dette kæmpe hop fremad blev hjulpet på vej af den spanske stat, som i 1796 helt skiftede politik og ophævede toldafgiften på romeksporten. Det gik oven i købet så vidt i skift af kurs, at de pålagde hver eneste sukkermølle at have et eget romdestilleri. Det førte til at eksporten af rom steg til over 17 millioner liter i 1864.

Ikke alene udviklede omfanget af produktionen sig, men kvaliteten udviklede sig ligeledes. Fra at have været et udrikkeligt trøsteprodukt for slaver, udviklede kvaliteten sig til at være mere raffineret og delikat og fik dermed adgang til de finere husholdninger. Det betød også at navnet skiftede fra det oprindelige ”Aguardiente de Caña" til Ron, det spanske ord for rom.

Den cubanske romstil fødes

Den første store industrielle revolution, der ramte cubansk sukker og romproduktion, var opfindelsen af dampkedlen. Spanierne og cubanerne var mere imødekommende over for nytænkning og nye opfindelser, end folkene i de engelske sukkerkolonier som f.eks. Jamaica og Guyana og i de franske kolonier Martinique og Guadeloupe. Cubanerne indførte dampmaskiner i store mængder til at presse saften ud af sukkerrørene. En af pionererne var Pedro Diago, der udvidede sin sukkermølle med den første dampmaskine i 1818, og blev fulgt af 286 andre sukkermøller i de følgende 20 år og over 700 nye i de følgende 20 år.

Damp hold også sit indtog på Cuba i en anden form. Nemlig som damplokomotiver. Cuba var det første land i Latinamerika til at bygge jernbane. Fra 1834 til 1837 grundlagedes den første jernbane, ikke til at transportere passagerer, men fortrinsvis til at transportere sukkerrør fra markerne til sukkermøllerne og rom fra sukkermøllerne til udskibning fra havnen i Havana. Spanierne byggede således jernbanen i Cuba

10 år før, de byggede den første jernbane på Den Iberiske Halvø. I 1860 var der i Cuba lagt ca. 650 km skinner til transport af sukker og sukkerrør.

Ikke kun de nye muligheder med damp blev udnyttet i Cuba, landet var åben for nye ideer og opfindelser. ”

Rom var siden starten blevet lavet i destillationskedler af kobber, som dem vi i dag kender fra Skotlands whisky. Pot stills kaldes de. I Cuba udviklede kobbersmeden Fernando de arritola en forbedring i form af kobberspiralen. Han lavede en forlængelse på svanehalsen, så den endte med en spiral, der var nedsænket i afkølende vand. Det forbedrede kvaliteten, på den alkohol der flød igennem den, og i 1820 blev cubansk rom berømmet, for den lidt rundere og blidere smag den fik på grund af denne opfindelse.

Rom revolutionen begynder

Men det var bare en lille forsmag på den helt store romrevolution. Hidtil havde man lavet rom på klassiske pot stills, som var langsomme og besværlige at lave rom på.

Hver gang man skulle lave en portion, skulle kedlen fyldes med gæret sukkerørsvin og varmes op. når så al alkoholen var dampet væk fra vinen, skulle kedlen tømmes og en ny portion fyldes på. Man kunne så starte forfra med at varme op igen. Langsomt og besværligt. En gang destillering var heller ikke nok, der skulle 2 – 3 gange destillation til før man fik en rom, der var stærk nok til at drikke. Smagen var skarp og stærk og præget af, at også de ubehagelige aromaer og smagsstoffer blev overført ved denne destillationsmetode.

I starten af attenhundredetallet kom der en hel serie af forbedringer i destillationsteknikken, faktisk en revolution til en helt ny metode. I 1813 udviklede Jean Baptiste Cellier-Blumenthal starten på det, der blev til kolonnedestilleringen. Det blev fulgt op af forfinelse og tilføjelser af Sir anthony Perrier i 1822 og Robert Stein i 1828, som kaldte det for ”en patent still”. De sidste tilretninger blev i 1831 lavet af den irske tolder aeneas Coffey, hvilket har medført, at nogle kalder det en Coffey still (og det er altså efternavnet og ikke kaffe, der refereres til).

Disse nye kedler blev først taget i brug i Cuba, fordi romproduktionen her boomede i denne periode. I 1860 var der omkring 1.365 destillerier i landet. alle forsøgte at tilegne sig den nyeste teknologi. En af de mest efterspurgte bøger i Havana var Don Juan Lorenzo Casas bog fra 1860 ”El Manual Teórico Práctico para la Elaboración del aguardiente de Caña” (Teoretisk og Praktisk vejledning for Udvikling af Sukkerrørsbrændevin (rom)).

Slut med tømmermænd

De nye kolonneanlæg var i stand til at fjerne alle de voldsomme og uønskede urenheder fra alkoholen, så man fik en let, lys og frisk rom, som smagte godt, og som faldt i det betalingsstærke publikums smag. Et af de vigtigste salgsargumenter, som destillatørerne brugte, var: ”garanteret fri for fusel”. Fusel var et biprodukt ved gæring og årsag til særligt ondsindede tømmermænd. En anden årsag til succesen var, at det var meget lettere og billigere at producere på de nye kolonneanlæg. Disse anlæg kunne køre uafbrudt, idet der blev punpet varm damp ind i den ene ende og gæret sukkerrørsvin i den anden, hvilket medfører, at alkohol af høj kvalitet og høj alkoholstyrke kunne tappes af midt på. Der skulle ikke stoppes og fyldes hele tiden som på de gamle pot still-anlæg.

Bacardi rammer en guldåre

Den industrielle revolution i romproduktionen fra 1860 til 1890 bragte mange populære ”rombrands” på markedet. Der var en veritabel bonanza fra Spanien ud til kolonien i Cuba. En af de første, som senere blev den største, var Facundo Bacardi Massó. Han var taget med familien fra omegnen af Barcelona til Cuba, og grundlage sin romfabrik i Santiago de Cuba i 1862. Lige ved siden af grundlagde brødrene Benjamin og Eduardo Camp i 1872 deres romfabrik, som de kaldte Matusalem. De valgte navnet for at henlede opmærksomheden på, at rommen blev lagret i lang tid. På spansk hedder det ”mas viejo que Matusalem,” som vi kender på dansk som ”lige så gammel som Metusalem” (Patriark fra biblens gamle testamente der lever 969 år). Endelig, i 1878, grundlagde José arechabala y aldama fra Baskerlandet i Spanien en fabrik i den nordlige del af Cuba med navnet ”La vizcaya”. Den blev betydeligt mere kendt, da den skiftede navn til ”Havana Club”.

Disse tre fabrikker blev alle grundlagt på et tidspunkt, hvor den ny destillationsmetode med Coffey/kolonne still var udviklet, og de benyttede alle denne nye teknik til at lave en langt lettere drikkelig rom, hvor de skarpe og voldsomme aroma- og smagsstoffer, som var kendetegnet for den jamaicanske rom, var filtreret fra gennem destillationsprocessen. Stilen blev hurtig kendt som ”Den Cubanske Romstil” eller ”Den Spanske Romstil”, da spanierne stadig var koloniherre på øen. Rommen var så god, at den blev den ledende på verdensmarkedet (USa og Europa) og overtog førerskabet fra Jamaica.

Cubansk rom i dag

Den største omvæltning i cubansk romproduktion var uden tvivl den cubanske revolution. Kort efter at Fidel Castro, Che Guevara sammen med det cubanske folk, havde smidt diktatoren Batista på porten og overtaget ledelsen af landet, begyndte nationaliseringen af alle fabrikker. I Santiago de Cuba var både Bacardi og ejerne af Matusalem-fabrikken flygtet. Bacardi havde lugtet lunten i god tid og havde allerede indregistreret Bacardi-varemærket i Bermuda før revolutionen i 1959. Han flytter romproduktionen til Bermuda, og det har efterfølgende udviklet sig til verdens mest i den anden, hvilket medførte at alkohol sælgende rommærke. Ingen andre er bare i nærheden af, at nå dem til sokkeholderne.

De har mere end 1/3 af hele verdens rommarked, og er nu, efter 7 generationer, stadig et familieejet firma. Naboerne i Santiago de Cuba, brødrene Camp og deres Matusalem rom var ikke helt så velforberedte, så de skyndte sig bare at forlade Cuba. Efterfølgende lagde de deres hovedkvarter blandt eksilcubanere i Florida. De brugte tiden frem til 1995 til at skændes indbyrdes om ejerskabet. I 2002 blev rombrandet Matusalem igen markedsført, stadig med hovedkvarter i Florida og med rommen produceret i Den Dominikanske Republik

”Ron Santiago de Cuba"

De 2 fabrikker de efterlod, side om side, på havnen i Santiago de Cuba blev nu slået sammen til en romfabrik. Som statsejet virksomhed begyndte den at producere og markedsføre ”Ron Santiago de Cuba”. Det er således en rom, der laves på den urgamle Bacardi-fabrik. Spørger man en tilfældig cubaner, vil langt de fleste sige, at ”Santiago de Cuba" er landets bedste rom, men ofte svær at finde i butikkerne.

På min tur til Cuba i februar 2013 har jeg også planlagt og aftalt at besøge fabrikken i Santiago, men 10 dage før afrejse får jeg den irriterende besked, at fabrikken er lukket på grund af ombygning, og selv et godt forsøg fra den cubanske ambassade i København kan ikke få åbnet dørene.

Da jeg under besøget i Cuba kommer forbi fabrikken ser alt ud til at foregå som det plejer, og arbejdere og biler strømmer ud og ind af fabrikken, så særlig lukket ser den ikke ud... Der er dog en markant forskel fra sidste gang jeg besøgte fabrikken. De store gule lagerbygninger er blevet hårdt medtaget af den meget kraftige orkan Sandy fra oktober 2012 (den ødelagde også store områder i USA). Hele langsiden er midlertidig repareret med røde blikplader og gavlen står næsten helt åben. Man kan tydeligt se de tusindvis af bourbontønder med rom. Lagringen sker stort set under åben himmel, og englene har ikke store problemer med af få fat i deres del af den fordampende rom.

Traditionerne holdes i hævd

Sidst jeg besøgte fabrikken, i 2010, havde jeg et møde med fabrikkens masterblender (master ronero på spansk) Tranquilino Palencia Estruch, kaldet ”Tano”. Han lagde stor vægt på, at de stadig producerer rom med stor vægt på den historiske arv, de nu forvaltede. Jeg så en tavle med alle master roneros, der havde været på fabrikken, startende med Facundo Bacardi Massó, og som nummer tredje sidst Don José Navarro, som i dag er Primero Master Ronero (den ledende masterblender i Cuba,) og som anerkendes i hele verden som en af de største nulevende rom-blendere. Han stammer fra byen Santiago og har fået sin 15 års uddannelse som masterblender hovedsageligt på denne fabrik. Han veksler lige nu mellem at være pensionist og master ronero/seniorkonsulent for Havana Club. "Tano” fortalte også under dette besøg, at det ikke kun er et spørgsmål om teknik, det er også et forsøg på at indleve sig i rommens sjæl. Den særlige cubanske metode, som jeg får gentaget, hver gang jeg besøger en cubansk romfabrik, er at lagre rom, blande den og så lagre den igen. Denne cyklus gentages flere gange, før rommen er modnet til en kvalitet, der kan tappes på flaske.

"Tano” fortæller også, at ”Santiago de Cuba” romfabrikken er betroet en særlig forpligtigelse. Ikke alene varetager de den historiske arv fra grundlæggeren Bacardi, de har også ansvaret for noget af den ældste rom i Cuba. På en særlig lukket del af fabrikkens lager opbevares den særligt gamle rom. Det er amerikanske egetræstønder der indeholder rom, der er over 20 år gammelt. Nogle få tønder er over 25 år gamle. Dette lager er ikke normalt tilgængeligt for fabrikkens masterblender. Det står under den cubanske stats kontrol (læs Fidels og Rauls), og der skal søges om tilladelse, når den skal bruges. De første tønder blev frigivet i 1999 da byen "Santiago de Cuba" fyldte 485 år. Her blev der blended en særlig jubilæumsrom af tønder, der var lagret mindst 20 år, og den blev sendt på markedet med navnet "Santiago de Cuba Ron Extra Anejo 20". Da byen fejrede 490 året blev en 25 år gammel udgave frigivet. Der blev imidlertid lavet meget få af hver, henholdsvis 12.000 og 8.000 flasker til at dække hele verden, så den danske ”Santiago de Cuba” importør, Mac Y, måtte købe en hel containerfuld med yngre rom for at få 150 flasker af den 20 år gamle og 50 flasker af den 25 år gamle.

Næste stop Santa Clara og Cubay rom

Min tur i Cuba bringer mig fra byen Santiago de Cuba til Havana i bus. Midt på turen, i byen Santa Clara, er der heldigvis et stop med en overnatning og et besøg på en romfabrik. Santa Clara er mest berømt for det store mausoleum, der er rejst for Che Guevara, en af den cubanske revolutions helt store helte. Che blev dræbt under befrielseskampen i Bolivia i 1967 og først i 1997 blev hans lig fundet i Bolivia og placeret i Mausoleet.

Denne gang har jeg imidlertid ikke tid til at hilse på Che. Meget tidligt om morgenen bliver jeg hentet på mit hotel, og min chauffør chokerer mig ved at møde 10 minutter for tidligt. (Det varsler nye tider for Cuba!!)

Det viser sig, at Jorge, der er Export Manager i Cubaron, er kørt de 320 km fra Havana til Santa Clara i en lille Skoda for at give mig et lift de 45 km til romfabrikken “Ronera Central Agustín Rodríguez Mena". Jeg benytter lejligheden til at "pumpe” ham for lidt informationer om rommen og romfabrikken. Det er ikke så nemt. Selvfølgelig taler han spansk, men det er jeg endnu ikke helt flydende i, og han er stærk i bulgarsk og russisk og jeg mest i engelsk og tysk!

Det første jeg forstår er desværre lidt nedslående. De laver ikke længere selv den nybrændte rom (aguardiente), som er udgangspunkt for deres forskellige rom. På sukkerfabrikken ”George Washington”, som ligger lige ved siden af romfabrikken, står en meget gammel destillationskolonne, som nu ikke har været i brug i flere år.

Jorge fortæller, at de lige nu undersøger, hvilket destillationsanlæg de skal købe, hvilken type rom de skal lave, og ikke mindst hvordan de får skaffet kapital til det.

Vi kører nu ind på romfabrikken ”Ronera Central", og jeg bemærker at der leder jernbanespor til sukkerfabrikken lige ved siden af, traditionen tro.

Vi mødes nu af fabrikkens direktør Noelvis González og master ronero César Augusto Martín Marcelo og heldigvis også med en spansk/engelsk tolk.

40 års jubilæum

De kan desværre bekræfte, at destilleriet er lukket, men vi får da set den gamle kolonnekedel, som godt nok ser ud til at have haft bedre dage. De fortæller, at der ikke er noget problem med at have en romfabrik, uden at have et destilleri. De får simpelthen leveret den nydestillerede rom (aguardiente) i store tankvogne, fra andre omkringliggende destillerier. Der bliver ikke svaret, men diskret nikket og blinket, når jeg nævner Santiago de Cuba.

Vi går direkte ind i de ”hellige haller”, lagerhusene, og ser hvordan rommen udvikles. Fabrikken er i cubansk målestok en meget ung fabrik. Den er grundlagt i 1972 og fejrede i efteråret sit 40 års jubilæum.

Der er afsat en særlig del af lageret til udvikling af nye aftapninger af mærket ”Cubay” som det mest kendte af de mærker der produceres her på Ronero Central. De er lagt i et kæmpe reolsystem, og er nu ved at være klar til at blive tappet. nogle af tønderne har en påskrift i bunden og jeg ser tallet 40. Jeg håber det drejer sig om alderen, men da jeg kommer tættere på, ser jeg, at der står ”Fejring af 40 års jubilæet for Ronero Central”.

Master ronero César Marcelo fortæller med et meget stort og tilfreds smil, at de har blended en 22 år gammel rom i anledningen af jubilæet, og det er noget af den, der ligger på tønderne og andet er allerede tappet på flasker, men de har ikke fået givet den et navn og en etikette. vi smager den lidt senere inde på kontoret, og den viser sig at være fremragende. Lidt klassisk cubansk rom i den lidt tørre stil, men denne lidt sødere end Santiago de Cubas 20 års og med lidt flere noter af karamel, bitter chokolade, cedertræ og lidt kaffe.

I lagerhallerne ved siden af står de fyldte romtønder på paller i 6 lag oven på hinanden, og luften er tyk af romduft, den bedste duft jeg kender. Der er over 50.000 tønder på lageret, får jeg at vide.

Så skal rommen smages

Efter den korte rundtur går vi ind på kontoret og starter en fest!

Alle fabrikkens 5 ”Cubay” rom står på bordet. Etiketterne er for kort tid siden blevet redesignet og ser moderne og indbydende ud.

Udvalget ser sådan ud:

  • CARTA BLANCA: Hvid rom, men modnes i mindst 2 år på egefade.
  • CARTA DORADO: ”Gylden” rom på ca. 4 år, der kombinerer den hvides friskhed med lagringens mere modne noter.
  • AÑEJO (AGED): En ca. 5 år gammel lagret rom, med god fylde og masser af noter fra fadlagring, vanilje, karamel
  • AÑEJO SUAVE (suave = blød): En ca. 5 år gammel lagret rom som den forrige, men lavet for dem der fortrækker en mere sød og blød rom (dame-rom?)
  • 10 YEARS AÑEJO SUPERIOR (10 YEARS SUPERIOR): En 10 år gammel lagret rom med noget af det bedste og mest karakteristiske som cubansk rom kan frembringe

Sammen med rommen, der skænkes med rund hånd i hvert sit glas, kommer der også lidt skinke og brød på bordet, så vi har lidt at stå imod med. Jeg spørger César hvad der er så specielt ved cubansk rom og rammer her lige det rette spørgsmål. Han sidder stille et kort øjeblik for at disponere det, han nu vil sige: Cubansk rom er ikke bare en drik. Den afspejler hele vores kultur og historie. vi er et land, hvor folk af mange farver og etniske oprindelser lever sammen i en kulturel smeltedigel. De kommer ud gennem rommen. vores metode med at tilsætte ældre rom til tønder af yngre og så hælde det på tønder igen til en ny lagring, samt at gentage det flere gange: blanding og lagring, blanding og lagring, det er den cubanske vej til perfektion.

Vi har desuden et udgangspunkt, som ingen andre kan efterligne. vi har de cubanske sukkerrørsmarker, fortsætter César. Den cubanske jordbund og de sukkerrør, vi dyrker, passer perfekt til hinanden og sukkerfabrikkerne, som vores nabo ”George Washington”, leverer den helt rigtige sukkerrørs melasse til gæring og efterfølgende destillation.

En dårlig sukkerfabrik skaber en god romfabrik

Jeg spørger, om det er muligt at få en smagsprøve på melassen, og straks står der et glas med melasse foran mig. Smagen overrasker en hel del. Den er langt sødere end den melasse, jeg har smagt før. Man kan faktisk mærke sukkerkrystallerne på tungen og knase dem mellem tænderne. Det plejer der ikke at være i melasse. alt sukkeret er normalt centrifugeret ud og pakket i poser, men fordi Cubas sukkerfabrikker ikke er helt moderne og topvedligeholdt, så slipper der mere restsukker over i melassen, hvilket danner grundlag for en kraftigere og fyldigere rom efter devisen ”den enes død er den andens brød”. Jeg får uden problemer en pose med melasse med hjem, så deltagerne på mine romsmagninger kan få en smagsprøve på dette cubanske ”råstof ”.

Havana Club romfabrik og administration

Snakken går lystigt, efterhånden som vi får drukket os gennem udvalget, og pludselig går det op for mig, at tiden er løbet, og min chauffør har ikke holdt sig tilbage med smagsprøverne. når jeg, som relativt ”rutineret” romdrikker i sværvægtsklassen, føler mig beruset, så må min lidt mindre chauffør vel også være det. Jeg har bare ikke noget alternativ. Mit rejseselskab skal forlade Santa Clara med den fælles bus kl. 12.00, så hvis jeg syntes den lille Skoda kørte frisk til på udvejen, så syntes jeg den kørte ”overfrisk” hjem. vi var heldigvis ikke i nærheden af problematiske situationer eller en spirituskontrol, så jeg åndede lettet op, da vi sagde farvel foran rådhuset med en aftale om at prøve at få en handelsaftale om Cubay rom til Danmark på plads.

Havana Club

Det lykkedes også at få arrangeret et besøg på Cubas mest moderne romfabrik. Havana Club fabrikken i San José de las Lajas, ca. 50 km uden for Havana. Det var ikke nemt, da der både skulle udstedes journalist-visa på den cubanske ambassade i København, og igen på det særlige pressecenter i Havana.

Havana Club er et af de gamle mærker der stammer fra den store romrevolution i midten af attenhundredetallet, grundlagt af emigrerede spaniere fra familien arechabala. De havde ikke så stor succes med romproduktionen som Bacardi og Camp. Det gik fint i starten, og Havana Club og romfabrikken blev den vigtigste fabrik i byen Cardenas øst for Havana. I 1950 går det imidlertid ikke så godt, og romfabrikken rammes af flere ulykker og dødsfald i familien. De stopper med at vedligeholde brandet ”Havana Club” i USa, Spanien og de øvrige steder, hvor det er et registreret varemærke. Så det er ikke nogen specielt god forretning, den cubanske stat nationaliserer i 1960. Men romproduktionen sættes i gang igen, og den cubanske stat gentegner varemærket gennem deres firma Cubaexport over det meste af kloden. Selv i USa bliver Havana Club registret som et cubansk varemærke. Selv om romfirmaet Bacardi, ikke mangler penge har de lyst til at stikke en kæp i hjulet for Havana Club og specielt Cuba. Siden Barcardi flygtede fra Cuba, har de sponseret masser af anticubansk aktivitet. Således sættes de af mange i forbindelse med financieringen af invasionen i Svinebugten i 1961.

Bacardi starter en krig om varemærket Havana Club, en krig som stadig pågår ved diverse internationale domstole. Denne kamp om varemærket er formentlig også forudset af Cuba og årsagen til, at de indgår et fælles ejerskab om Havana Club(joint venture) med den fransk baserede spirituskoncern ” Pernod Ricard”. Det fælles projekt starter i 1993, og her ejer Cubanerne 51 % og Franskmændene 49 % af det internationale salg af rommen. Et frugtbart samarbejde hvor Cubanerne ved alt om rom og Pernod Richard alt om salg og marketing, hvilket også kan ses på salgstallene.

Det var også den store salgsfremgang, der gjorde det nødvendigt at bygge en ny romfabrik i Cuba. arbejdsdelingen var klar. Franskmændene skaffede de 396 millioner kroner og alt teknikken og Cubanerne byggegrunden og byggede bygningerne.

Sidst jeg besøgte fabrikken fortalte master ronero Manuel Calderón mig, at fabrikken var blevet lagt netop her, fordi forsyningen af godt og rigeligt grundvand var perfekt netop her. ved det nye besøg bliver der også lagt vægt på, at det er tæt på Havana, og at arbejdskraften i omegnen er dygtig og uddannet til moderne teknologi.

Lærlingen tager imod

Jeg bliver kørt ud til fabrikken af Evelyn fra Havana Club kontoret, og bliver mødt af Michel Rodríguez Fuentes, der er ”lærling” på fabrikken på 7. år. Han er 42 år gammel og ingeniør i madvarer fra Havana Universitet. Han blev sent opdaget af Havana Club, og er nu næsten halvejs gennem den 15 år lange uddannelse til masterblender eller master ronero som det kaldes på spansk. Der er 7 anerkendte master roneros i Cuba, og de tilhører ikke en bestemt fabrik. De ”tilhører” staten Cuba, og så tilknyttes de til de fabrikker, der har behov for dem. Man er ikke master ronero når man har bestået en eksamen. Man er master ronero, når alle de øvrige master roneros synes, at man er god nok til titlen.

Michel er meget imødekommende, og tager sig god tid til at vise mig hele fabrikken og svare på mine nørdede spørgsmål. vi kommer rundt på steder på fabrikken, som jeg ikke fik adgang til for 5 år siden, da jeg var her sidst.

På vej over til gærtankene spørger jeg, om Don José navarro stadig arbejder som master ronero. Don navarro er Primero master ronero i Cuba, den ledende masterblender. Han startede med at arbejde med rom i 1971. Michel siger, med en vis patos i stemmen, at Don navarro er den mest fantastiske mand, han har mødt. Han ved alt om rom, og han er meget omhyggelig med at formidle al sin viden til den næste generation. Han burde være gået på pension for længe siden, og han har da også prøvet at trække sig tilbage til Santiago de Cuba, hvor han kommer fra, men han kan ikke undvære arbejdet. Så han dukker op med korte mellemrum. Blandt andet leder han alle Cubas master roneros, når de skal udvælge tønder til ”Havana Club Selección de Maestros” (mestrenes udvalgte). Rommen skabes ved, at alle 7 master roneros deltager i udvælgelsen af de bedste tønder på fabrikken, tønder, der tilsammen vil skabe denne rom. Den udkommer kun i et begrænset oplag og kun med de tønder, de alle kan godkende. Det er en af de få gange om året hvor alle master roneros mødes og udveksler erfaringer. Her føler Don navarro sig særligt godt tilpas og kunne ikke forstille sig at blive hjemme.

Revolutionen skal huskes

På vej over pladsen passerer vi et meget gammelt træ og Michel fortæller mig, lige som jeg fik at vide under mit sidste besøg, at under dette træ samledes de lokale revolutionære under ledelse af antonio Maceo i befrielseskampen mod Spanien i 1890’erne. Så den nye ”lærling” har allerede fået fat i, at moderne cubansk romproduktion og historisk stolthed stadig går hånd i hånd.

Da vi kommer til gærtankene er der fuld gang i ”bobleriet”. Der er 8 gærtanke i rustfrit stål, der hver rummer 40.000 liter. Jeg spørger, hvordan det går med forsyninger med melasse, når meget af Cubas landbrug lægges om fra sukkerproduktion til produktion af andre fødevarer. Michel fortæller, at der er en kontrakt med staten om levering af melasse, og der er ikke nogen problemer med det. Det er jo en forudsætning, at alt indholdet i Havana Club kommer fra Cuba og er produceret i Cuba, ellers kan flasken ikke få den grønne garantiseddel, som den har. Han åbner desuden for en lille taphane, og vi smager på melassen. Den smager næsten som den fra Cubay, men er lidt mindre sød og har lidt mere lakridssmag. Den køres til fabrikken i store tankvogne fra hele landet og opbevares i 2 gigantiske tanke. De løber vist ikke tør lige med det samme.

Gæringen i de store tanke går hurtigt. På 24 timer omdannes alt sukkeret i melassen til alkohol, og man har 40.000 liter "sukkerrørsvin" med ca. 6 % alkohol. Store kølespiraler ned i gærtankene sikrer, at gæringen ikke går amok i varmen. Bliver der for varmt, dør gærcellerne af hedeslag. Gæren er en særlig gærstamme, som Havana Club selv har fremavlet. Stammen af gærceller vedligeholdes både i gærbanken på den gamle Havana Club fabrik i Santa Cruz og her i San José, så er der størst chance for, at en af dem overlever en katastrofe.

Top moderne destillering

Gærtankene er næsten bygget sammen med den store destillationskedel, så det er nemt at få destilleret sukkerrørsvinen. Selve kedlen er ikke nem at overskue, der er et virvar af rør der går op og ned. Michel åbner døren ind til kontrolrummet, og så bliver det lidt mere overskueligt. En enkelt PC styrer hele det store destillationsanlæg, og på skærmen er det tydeligt at se, at anlægget kun har 2 koloner, der laver destillationen. Se her, siger Michel, ved at skifte på skærmen har vi kontrol over både gæringen i alle 8 tanke og destillationen. Lige nu kører vi, så vi laver 1,5 m3 i alkohol i timen og med et gennemsnit på 76 %. Det bliver til ca. 36.000 liter i døgnet. Sådan kan vi køre non stop i ca. 20 dage. Så stopper vi for at rense og vedligeholde i 3- 4 dage, og så kører vi igen.

Jeg bliver inviteret til at kravle op af stigen til toppen af destillationsbygningen, og trods strabadserne for en tyk mand som mig, så kan jeg ikke modstå muligheden for at se fabrikken fra 20 meters højde. På vej mod toppen kommer vi forbi en glasbeholder, hvor man kan se, hvor meget alkohol der løber igennem. Michel viser mig, hvordan man tapper alkoholen ned i hænderne og gnider dem sammen til det tørrer. Så kan man dufte de forskellige duft- og smagskomponenter i hånden. Det er umuligt at dufte noget direkte i 76 % alkohol. I hånden dufter det sødt og langt mere krydret af melasse, end jeg havde troet. Det dufter lige så godt som for 150 år siden, griner Michel.

Alkoholsvampen er kommet

Fra toppen af kedlen kan jeg se de 6 store lagerhuse. Der er 27.000 tønder i hvert lagerhus, i alt 162.000 tønder a hver 200 liter. Det giver den svimlende mængde af 32,4 millioner liter rom.

Nu kan jeg også tydeligt se forskel fra sidste gang, jeg var på fabrikken. Den gang var den lige startet, og det første lagerhus var ved at blive fyldt. Alt stod nymalet. Nu havde lagerhusene fået et tyndt sort lag oven på malingen, specielt lige ved porten. Det er en lille svamp med det latinske navn: Baudoinia (Torula) compniacensis. Den indfinder sig over hele verden, når der er alkohol i luften. Den er simpelthen i stand til at filtrere sukkeret ud af alkoholdampene, der kommer ud af lagerhuset. Den optræder i store mængder på de skotske whiskydestillerier, der jo ofte har ligget der i 200 år. Der kan de gøre lagerbygninger og nærtstående træer helt sorte. Selv i Danmark er svampen fundet i 1961 på et loft på Cherry Heering fabrikken i Dalby, Sjælland. Her på fabrikken er den først ved at få rigtigt fodfæste. Hvert år fordamper der 6 - 10 % af rommen ud af tønderne, det kaldes "englenes andel”, men det ser mere ud til at blive" svampenes andel”.

Nede igen går direkte indidehellige haller”, hvor tønderne står stablet fra gulv til loft, 5 tønder højt. Duften er som sædvanligt fantastisk. Sidst jeg var her, var det af uforklarlige årsager forbudt at fotografere i lagerhallen. Den regel er nu ophævet, så den overvældende mængde af tønder skal fotograferes. Det bliver altid dårlige billeder, men man kan alligevel ikke lade være.

Smagen spirer frem

I hjørnet er der sat forskellige flasker frem. Alderen på indholdet stiger fra 1 år helt op til 14 år. Michel beder mig dufte og smage på den unge rom på 1 år og 2 år og fortælle, hvad jeg oplever. Jeg fortæller om sødmen, melassen, vaniljen og en meget lille fadsmag. Jeg får ros for de forskellige noter, jeg finder og besked på, at jeg godt kan gå i lære som master ronero. Mon ikke han bare er høflig... eller skulle man tage ham på ordet. 15 år som lærling og så på pension. Sjovt perspektiv.

Michel prøver at forklare den særlige metode Cubanerne har til lagring af rom. Over en periode på 2 år fortynder man løbende aguardiente fra 75 % til 45 %, og efter 2 år kalder man det rombase. Denne rombase blandes med års mellemrum med både ældre rom og frisk aguardiente (nybrændt alkohol), således at den gennemsnitlige alder hele tiden stiger. De hælder simpelthen en mængde tønder rom sammen, nøje udvalgt, så de passer sammen i smag og modning. De tilsættes så ældre rom og spædes op med ny aguardiente. Når de er kvalitetstjekket, så hældes den igen i tønder og sættes på lagerhusene til yderligere modning. Denne proces gentages flere gange, inden rommen er klar. Man kan kalde det en særlig vandret solera metode. Cubanerne understreger ofte, at det vigtige er ikke så meget, at tønden påvirker rommen med smag, det vigtige er at rommen iltes, og derved udvikler sin smag.

Det gamle og det nye

Jeg smager en 14 år gammel rom. Den er fantastisk blød, rund og langt sødere end Havana Club af denne alder, plejer at være. Tydelig mørk chokolade bliver meget længe i eftersmagen. Det er en ny smag, som de er ved at udvikle, siger Michel. Den vil komme til at præge vores ældre produkter om nogle år. Det er en fantastisk rom, som jeg lige må prøve en gang til. Jeg har ikke lyst til at fortsætte, men Michel synes, jeg skal prøve lidt flere. Den næste er ikke en rom, som gæster normalt får lov til at prøve. Det er en flaske fra en af de første tønder, de fyldte i efteråret 2007, da fabrikken startede. Så den er ca. 6 år gammel. Da han skruer proppen af den, slår han lige en slat rom ned på gulvet. Det er en meget gammel tradition i Cuba, som udføres af næsten alle, der åbner en flaske rom. Det, der kommer på gulvet, er et offer til Santeria guderne. Santeria er en afro-cubansk religion, der kom til Cuba med slaverne fra Afrika.

Jeg smager på den, den er noget mere tør end den 14 årige. God kvalitet. Lidt tynd i kroppen, men godt på vej. Om det betyder en ændring i smagen på Havana Club, når de kun har rom, lavet på denne nye fabrik, kan jeg ikke afgøre med denne ene smagsprøve, men spændende er det da.

Farvel med mestrenes udvalgte

Til sidst smager jeg "Havana Club Selección de Maestros”, masterblendernes udvalgte, som jeg også har stående hjemme på min romhylde. Den ligesom opsummerer alle master roneros samlede færdigheder, og de 45 % får sat smagsnoterne udtrykkeligt fast.

Vi siger farvel og tak til Carlos, der leder lageret, og som har fundet smagsprøverne frem til os. Michel siger, at modningen nærmest er en religiøs proces, og at Carlos rigtigt skulle kaldes en præst.

På vej over til tøndeværkstedet får jeg at vide, at for nuværende er det Asbel Morales, der er master ronero her på fabrikken, og flere gætter på, at han skal afløse Don Navarro som den ledende master ronero, hvis han nogen sinde holder op. Det gælder måske med Don Navarro som med Fidel Castro. Cubanerne er holdt op med at sige ”når Fidel dør". De siger ”hvis Fidel dør...."

Amerikanske egetræstønder trods boykot

Vi kikker lige ind på ”tøndeværkstedet”. Her ligger tønder til reparation. De har været anvendt til at lave amerikansk Bourbon whisky først, og der står "Jim Bam08 Jack Daniels på nogle af dem. Det frembringer det naturlige spørgsmål: ”Hvordan kan I få fat i tønderne, når USA opretholder en handelsblokade mod Cuba på 52. år”? Michel svarer med et smil om munden. "For det første ejer vores franske partner en del skotske og irske whiskydestillerier, så vi får en del tønder den vej, og så har vi jo andre venner i verden. De køber dem i USA og sælger dem videre til os”. ”Canada eller Mexico?" spørger jeg, og får et stort smil som svar.

Vi stikker lige hovedet ind i tappehallen. Her har de franske teknikker virkeligt sat sit præg på tingene. Der står en del personer og sætter tomme flasker op på et transportbånd, og så røres de ikke mere af mennesker, før de er fyldte, etiketteret, pakket i kasser og pakket på paller med plastik rundt om. Tappehallen kan håndtere 12.000 flasker i timen.

Men de får også nok at se til. Havana Club har sat et mål om at nå op på at producere 45 millioner liter salgsklar rom om året fra 2015. Ikke alene på fabrikken her i San José de las Lajas, men på alle fabrikker tilsammen.

På vej ud af fabrikken får jeg øje på en ny Havana Club. Den hedder "Havana Club Ritual Cubano", og jeg får at vide, at den er til test i Spanien, som en lidt sødere rom, specielt lavet til cocktails.

Rom er ikke bare rom

Jeg takker Michel Rodríguez Fuentes, fordi han tog sig flere timer til at vise mig fabrikken. Han peger over på flasken med Havana Club Maximo, som er fabrikkens topprodukt og blended af Don Navarro. Den sælges til en pris på 11.150 kr. (12L). Han siger, den hedder Maximo, for den kræver maksimum af den menneskelige evne til at skelne og værdsætte smagsnuancer. Den er, som alle vore andre rom, ikke et resultat af et menneskes arbejde, men af alles samlede indsats. Han tager lige en dyb indånding og siger: "det er ikke råvarerne eller teknikken, det er folkene der gør forskellen". Hver flaske er en ambassadør for Cuba, og Havana Club er ikke en rom, det er Cubas sjæl. Eller for at sige det med den Cubanske musiker og poet Silvio Rodriguez sang” solo el amor": "only love can produce wonderful things”. Med disse sidste ord forlader jeg stedet, som Don José Navarro kalder "En katedral af dufte og et tempel af aromaer...”

Artiklen har tidligere være bragt i ”Whisky & Rom Magasinet” nr. 9 fra 2013