Nyheder

Onsdag, februar 15, 2017 - 10:56
Cuba-USA: Historien om David og Goliath. Analyse af forholdet mellem USA og Cuba i skiftet mellem Obama og Trump.
Onsdag, januar 11, 2017 - 16:50
Dansk-Cubansk Forening tilbyder i år fire solidaritetsbrigader – samt to studie- og ferierejse i efteråret.
Torsdag, december 29, 2016 - 16:32
Cuba vil gerne yde lægehjælp til USA's fattigste, hvis ObamaCare stopper. Hvis befolkningen i USA har brug for det...
Søndag, december 4, 2016 - 20:47
Se her om du har vundet i årets store Cuba-solidaritets-lotteri
Tirsdag, november 29, 2016 - 11:37
Cubas historiske leder Fidel Castro døde fredag aften kl. 22:29 i Havanna. Han blev 90 år for få måneder siden.

VAGTSKIFTE I DET HVIDE HUS

VAGTSKIFTE I DET HVIDE HUS

Cuba-USA: Historien om David og Goliath. Analyse af forholdet mellem USA og Cuba i skiftet mellem Obama og Trump.

obama-cuba.jpg

Obamas besøg i Cuba udløste ikke den store fest... af gode grunde påpeger Henrik Thejl Hansen
Obamas besøg i Cuba udløste ikke den store fest... af gode grunde påpeger Henrik Thejl Hansen

De Forenede Nationers formål er at fremme venskabelige forhold mellem nationerne, hvilende på respekt for grundsætningen om folkenes ligeret og selvbestemmelse. FN-pagten af 1945, art. 1,2

Nu skulle man tro, at folk i Cuba ville løbe rundt med armene i vejret og feste til langt ud på natten efter FN-generalforsamlingen den 26. okt i år enstemmigt fordømte USA's blokade mod Cuba. I år var specielt, fordi selv USA (sammen med Israel)  undlod at stemme for eller imod. Resten af verdenssamfundet, altså 191 ud af FNs 193 medlemslande,  stemte for Cuba's resolution til fordømmelse af den 55 år lange USA-blokade af Cuba.

Men trods et så imponerende og enestående resultat mærkede man ikke meget til det i den cubanske hverdag. Der var ingen spontane fester i de cubanske gader, som man måske skulle forvente. Og hvorfor så ikke det? Flere af de cubanere, jeg snakkede med i Habana i de efterfølgende dage brugte uafhængigt af hinanden én bestemt betegnelse: "De (USA) griner verdenssamfundet lige op i hovedet". En kaldte USA for "nogle forbandede skurke", og endnu en mente, at Obama´s besøg i Cuba i marts alene var tiltænkt Obama's egocentriske behov for at blive husket som den første amerikanske præsident, der har besøgt Cuba i de sidste 90 år.

Igennem 25 år har cubanerne været vidne til, at verdenssamfundet har fordømt USA's økonomiske, financielle og handelsmæssige blokade mod Cuba, men der er ikke sket de store ændringer; også selvom Obama for snart 2 år siden erkendte, at blokaden har været en fiasko. Under sit  besøg i Cuba i marts 2016 fortalte Obama det cubanske folk ved en direkte TV-transmitteret tale, at USA ikke har intentioner om blande sig i Cuba's interne politiske og økonomiske system,  og at han var kommet for at strække en venskabshånd ud til det cubanske folk, men trods dette lever den amerikanske blokade i bedste velgående. Derfor er det ikke underligt, at man i Cuba ikke har den store tillid til de amerikanske intentioner, for både USA's historiske og antagonistiske Cuba-politik samt USA's politik mod det øvrige Latin Amerika fortæller alt for tydeligt, hvad målet med den ændrede strategi overfor Cuba er.

Derfor spurgte den cubanske udenrigsminister Bruno Rodriguez også - næsten retorisk - i sin tale i FN den  26. oktober, om USA's undladelse fra at stemme så ville betyde en egentlig ændring af den fjendtlige politik overfor Cuba.

Jeg har med vilje indledt med FN-pagtens første artikel for at forstå den totale dikotomi mellem de høje tanker i FN-pagten, og den 500 år gamle Machiavelliske tankegang, som stadig synes at ligge til grund for den udbredte mentalitet i USA: Den, der har magt, har ret.

Inden vi går i gang, er det nødvendigt at forstå indholdet af den amerikanske blokade mod Cuba, der, som Bruno Rodriguez sagde i sin tale i FN ved præsentation af resolutionen i oktober: "Der er ikke en eneste cubansk familie eller sektor i landet, der ikke har lidt under blokaden".

Man kan bedst forstå USA's Cuba-politik som en inkonventionel krig, der allerede blev indledt fra starten af Revolutionen, for "alle tænkelige midler skal tages i brug mod Cuba for at skabe sult, desperation, og oprør mod regeringen", som daværende assisterende statssekretær Lester Mallory udtalte i 1960. Det førte til en total isolering af Cuba både handelsmæssigt, økonomisk, og financielt. Selv udenlanske virksomheder, der bruger amerikansk producerede komponenter i deres produkter er forbudt at sælge deres varer til Cuba. Obama har specielt gjort brug af det financielle våben, der forhindrer udenlandske banker at lave handelstransaktioner for Cuba i US$ på verdensmarkedet. I løbet af Obama's 8 år i præsident-embedet er internationale banker blevet idømt bøder på ca 100 millliarder danske kroner  af de amerikanske myndigheder, hvad har gjort det næsten umuligt for Cuba at finde banker til at lave handelstransaktioner, også selv om det foregår i andre møntenheder. I foråret fik jeg eksempelvis at vide fra min danske bank, at de ikke længere kunne overføre Euro til min cubanske konto, da de risikerede store bøder. Obama lovede under hans besøg i Cuba i marts i år, at han nu ville sørge for, at Cuba kunne lave transaktioner i US$. Dette er stadig ikke sket!

Inkonventionel krigsførsel indeholder også psykologisk krigsførsel. CIA-programmet Mockingbird, som blev søsat i 1950'erne, medførte opkøb af bogforlag samt betaling til journalister ansat ved vigtige nyhedsmedier rundet om i verden mhp at sprede "nødvendige løgne", som George Kennan yndede at kalde det. Postfaktuel er ikke noget nyt begreb. Cuba har i den grad været offer for USA's nødvendige løgne siden starten af Revolutionen.

Som del af USA's inkonventionelle krig mod Cuba gælder det også stadig, at alle cubanere, der sætter deres ben på amerikank jord, automatisk har opholds- og arbejdstilladelse i Cuba. Det bliver specielt grotesk, når man medtænker Obama's deportationspolitik af latinoer, der i de senere år har betydet op imod ½ million deportering pr år af "illegale" latinoer fra USA tilbage til armod og fattigdom! Ikke én cubaner er blandt disse latinoer. (SE NOTE I BUNDEN AF ARTIKLEN)

De fleste elementer af den inkonventionelle krigsførsel er intakte i Obama's Cubapolitik, så man kan spørge sig selv, hvad Obama egentligt mente, da han i marts i år på cubanske TV plæderede for, at USA havde "fjernet fjendtligheder mellem vores lande..."

Det, der specielt er ændret i løbet af årene, er USA's konventionelle krigsførsel mod Cuba, men historien skal ikke glemmes: Svinebugtsinvasionen, attentats- og sabotage aktioner samt brug af biologiske våben. Listen er lang.

Hvad er så sket siden Obama i december 2014 offentligt fortalte, at USA's Cubapolitik igennem 55 år havde været en fiasko, og at det nu var "tiden at prøve noget nyt"? I 2015 blev de diplomatiske forbindelser reetableret efter Eisenhower i 1961 havde afbrudt disse. Der er etableret direkte flyforbindelser mellem de 2 lande, da Obama har gjort det lettere for amerikanere at besøge Cuba, efter at daværende præsident Kennedy gjorde det strafbart for amerikanere at besøge Cuba. Men det ændrer ikke ved, at det stadig kun er nogle bestemte kategorier af det amerikanske samfund, der kan søge om tilladelse til at besøge Cuba. Stadig tillades almindelig turisme ikke til Cuba. Som Cuba's udenrigsminister Rodriguez forklarede i sin FN-tale den 26. oktober: "En amerikaner er pt i risiko for at blive dømt en bøde på 100.000 US$ for at have rejst til Cuba ...".

Derudover er der blevet genetableret direkte postforbindelse, og USA har været ivrig efter at levere telekommunikationsudstyr til Cuba. Enkelte amerikanske virksomheder har fået godkendelse til at etablere sig i Cuba, og netop nu er det - for første gang i over 55 år! - blevet muligt for en cubansk statsvirksomhed at sælge nogle specifikke produkter til USA, i dette tilfælde farmaceutiske produkter, men USA udelukker alle andre cubanske statsvirksomedheder fra det amerikanske marked.

Men er Obama så interesseret i at 'normalisere' forholdet til Cuba?

Obama har ved flere lejligheder indrømmet,at den amerikanske blokade har været en fiasko. Det samme gjorde USA's FN ambassadør Samantha Power i hendes tale i FN kort inden afstemningen til Cuba-resolutionen, og Power erkendte, at blokaden havde isoleret USA i stedet for at isolere Cuba (jvf. afstemningsresultatet). Men hverken Obama, Power eller andre fra den amerikanske administration har på noget tidspunkt givet udtryk for, at blokaden er i strid med såvel FN-pagten, Menneskerettighederne (MskRH) eller international ret, og der er ikke kommet en eneste undskyldning fra Obama for USA's illegale blokade mod Cuba igennem 55 år. Tværtimod påpeger Obama, at det er "tid til at prøve noget nyt", hvorfor den ændrede Cuba-strategi ikke kan forstås som en erkendelse fra amerikanske side, men derimod må ses som en strategi-ændring,  hvor Goliath må afprøve nye veje for at slå David.

Obama's 'nye' strategi ligger gemt i ordet Engagement, dvs ved at engagere sig økonomisk og socialt regner man med at kunne "støtte det cubanske folk og promovere amerikanske værdier" (Obama-tale start 2015). Til det svarede den ecuadorianske præsident Rafael Correa få måneder senere, at Cuba ikke havde brug for nogen støtte fra USA, men Obama skulle derimod straks ophæve den ulovlige blokade mod Cuba og give ikke blot Cuba men hele Latin Amerika en undskyldning for deres forbrydelser begået i denne region.

Engagement foregår konkret ved, at amerikanere via det tilladte people-to-people program kommer til landet med alle deres penge og rigdom og kan udveksle og vise cubanerne amerikanske værdier. Udvekslingerne foregår meget kontrolleret, da de amerikanske myndigheder forlanger opfyldelse af strikse og helt bestemte opgaver under opholdet i Cuba.

For nyligt blev cubanske studerende tilbudt studieophold i USA mhp at udvikle kommende politiske ledere til Cuba, og USA's stats-departement tilbød i oktober i år midler til NGO'er og andre organisationer mhp at promovere "demokratiske forandringer" i Cuba indenfor arbejds-, civile og politiske områder.

Radio- og TV Martí, som sender propaganda-udsendelser fra Miami til Cuba, har fået forøget deres budgetter, og USA holder fast ved, at cubanere, der når til USA, automatisk har opholds- og arbejdstilladelse i USA, hvilke specielt i de sidste par år har skabt en alvorlig hjerneflugt fra Cuba, da man forventer, at denne privilegerede lovgivning snart vil forsvinde i forbindelse med de igangværende forhandlinger, hvorefter cubanerne vil miste deres enestående privilegium, der igennem 50 år har givet direkte adgang til et andet land uden nogen anden nødvendig betingelse end at være cubanske statsborgere. Som tidligere præsident-kandidat for Republikanerne, Marc Rubio, gjorde opmærksom på, så udnytter rigtig mange cubanere, der er kommet til USA, denne lov. Efter et år opnår de ret til socialhjælp i USA, hvorefter de rejser tilbage og bosætter sig i Cuba igen men bliver ved med at hæve deres bistandspenge i USA.

Bortset for den nylige autorisation til salg i USA af nogle enkelte cubanske medicinprodukter, er den cubanske stat stadig udelukket fra at eksportere til USA. Det medfører bla det groteske forhold, at amerikanere, der besøger Cuba, nu må tage cigarer og rom med fra Cuba til USA, men ingen cubanske cigar- eller romfabrikker kan få tilladelse til at eksportere til USA.

Cuba må stadig ikke importere amerikanske produkter, der ikke har fået speciel tilladelse fra de amerikanske myndigheder. Den cubanske udenrigsminister nævnte i sin FN-tale i oktober måned flere eksempler på livsvigtig amerikansk produceret medicin, som Cuba var blevet nægtet at købe.

USA's FN ambassadør, Samantha Power, fastholdt dog i sin FN-tale den 26. oktober USA's kritik af menneskerettighedssituationen i Cuba, "som den cubanske regering fortsat begår ustraffet mod sig eget folk".

Obama gjorde det tydeligt i Habana i marts, at han betragter ytrings- og meningsfriheden som "universelle menneskerettigheder".  Alle andre MskRH - som eksemplevis retten til livet/ social tryghed/ arbejde oma er for Obama mindre prioriteter. Dette er vigtigt at få med for at kunne forstå USA's fortsatte argumentation til forsvar af deres forhold til Cuba (eller for den sags skyld resten af 3. verdenslande, der ikke indordner sig under the american way of life): Retten til livet er - som det desværre alt for ofte viser sig i USA's interventioner - mindre værd end ytrings- og meningsfriheden. I sin tale til det cubanske folk i marts i år erkendte Obama, at Raúl under en privat samtale havde kritiseret USA for deres krænkelser af menneskerettigederne i forhold til racisme, ulighed samt USA's militærinterventioner, der er forbrydelser mod såvel MskRH'ne samt FN-pagten. Obama sagde med et næsten nedladende smil på læben, at Raúl's kritik af USA's menneskerettighedsforbrydelser var lang.

Men som Che Guevara allerede gjorde klart i 1964: Trods Cuba's kritik af USA's mange forbrydelser rundt om i verden, så blokerer Cuba ikke USA eller stiller betingelser i deres bilaterale forhold. Og det standpunkt står Cuba stadig fast på: Man er parat til at normalisere forholdet til USA, men KUN uden betingelser og med respekt for internationale konventioner.

Én ting skal dog slås fast: Et land, der trues af en ydre fjende, kan IKKE være frit, ligemeget hvor demokratisk det end opfatter sig selv. Hvis vi ser på den danske straffelovs kapital 12, kan danskere - under trussel fra en ydre fjende - idømmes livstidsfængsel, hvis de samarbejder med eller offentligt ytrer sig til fordel for en ydre fjende.

En blokade mod Danmark (§99) forstås i den danske straffelov som en ydre trussel, og det er præcis det, som Cuba er påtvunget fra amerikansk side. Derudover er det vigtigt at medtænke, at USA ikke er en hvilken som helst fjende: Intet andet land ville af det verdenssamfundet være sluppet levende fra de forbrydelser, som USA har begået gennem de sidste 70 år mod tredie-lande. I starten brugte USA argumentet om war-on-conmunism, derefter war-on-drugs, og tilsidst war-on-terrorism. War-on-conmunism blev indledt af præsident Trumann i 1947, kun et år før den enstemmige vedtagelse af FN's universelle MskRH, der i artikel 19 slår fast, at enhver har ret til menings- og ytringsfrihed...". USA's kamp mod kommunismen havde dermed allerede året inden underskrivelse af MskRH'erne afskaffet aritkel 19. Heksejagten (McCarthy-perioden ) på venstreorienterede i 1950'erne og 60'erne er et godt eksempel på dette. Senere skulle præsident Johnson endog erklærer, at USA ikke ville tillade kommunistiske regimer i Latin Amerika. Dette kostede siden mange blodige interventioner i denne region og er i høj grad årsagen til, at Obama i 2015 placerede Venezuela på listen over lande, der betragtes som en ekstrem trussel mod USA's nationale sikkerhed.

Da war-on-comunism døde med østblok-landenes forsvinden, måtte USA derfor lægge vægten på Cuba's menneskerettigheds-forbrydelser (i forhold til ytrings-og meningsfrihed) for fortsat at kunne forsvare sin blokade af landet, men - som vist i ovenstående - var det netop USA, der var de første til at dødsdømme menings- og ytringsfriheden allerede i1947.

Det ændrer dog ikke ved det interessante forhold, at da en CNN journalist ved et pressemøde med Obama og Raúl Castro's deltagelse i marts i år spurgte ind til politiske fanger i Cuba, svarede Raúl, at hvis CNN-journalisten kunne nævne navnet på bare én politisk fange i Cuba, ville denne blive løsladt samme aften. Der kom ingen navne fra journalisten.

Det kunne naturligvis ikke falde selvsamme journalist ind at spørge Obama om, hvornår USA vil overholde menneskerettighedserklæringens artikel 13, der fastslår retten til at rejse frit ud af ens hjemand og frit vende igen. Det har nu igennem 55 år været - og er fortsat - forbudt ilfg amerikansk lov at rejse til Cuba som turist, selvom Obama har åbnet op for visse kontrollerede besøg til landet. Kunne man forestille sig, hvordan det internationale samfund ville reagere, hvis den danske regering forbød danskere at rejse til et andet land pga ideologiske uoverensstemmelser?

Konklusion: De forskellige amerikanske administrationers skiftende argumentation for at bevare det anspændte forhold til Cuba handler grundlæggende om en næsten 500 år gammel Machiavelli-forståelse af internationale relationer, hvor den, der har magt, har ret. Det udmøntede sig i en politik over for Latin Amerika, der forstås som USA's interessesfære.

På trods af verdenssamfundets enstemmige fordømmelse af USA's blokade mod Cuba, har Obama kun foretaget ubetydelige ændringer af blokaden mod Cuba. Obama kunne have gjort meget mere indenfor hans præsidentielle magt, bla ophævet sanktionerne mod udenlandske banker, der laver handelstransaktioner for Cuba i US$, men han har valgt ikke at gøre det. I september i år underskrev Obama endnu en gang dekretet, der omfatter Cuba under Loven om handel med fjenden fra 1917. Hermed bekræftede Obama, at Cuba stadig betragtes som en fjende. Cuba er i dag det eneste land i verden, der er omfattet af denne lovgivning.

Og nu, hvor præsidentvalget faldt ud til Trumps fordel, hvad kan vi så forvente af de kommende 4 år? I sin tale tidlig morgen den 9. nov, efter at han var blevet valgt til præsident, lovede Trump, at han vil skabe gode relationer til alle, der vil have gode relationer til USA: "Vi skal finde noget at være fælles om, ikke fjendskab". Det lyder jo lovende, men kort inden præsidentvalget var Trump på valgbesøg i Miami. Her lovede han at trække alle Obama's dekreter tilbage, hvis ikke Cuba bøjer sig fra USA's krav.

Repulikanerne har i de næste 2 år flertal i begge kamre. Republikanerne er traditionelt det parti, der er mest modstander af et forbedret forhold til Cuba.

Det er endnu svært at vurdere, hvor populisten Trump vil trække henad i sin Cuba-politik, men der er al mulig grund til at frygte, at med republikansk flertal i begge kamre, vil de igangværende forhandlinger sættes i stå, og de små men vigtige tilnærmelser mellem de 2 lande vil måske blive trukket tilbage.

Bush kunne i 2002 fortælle verden, at "dem, der ikke er med os, er imod os." Det var ikke længere et spørgsmål om ideologiske forskelle, der kunne begrunde årsagen til fjendskab med USA. Nu drejede det sig alene om, at hvis man ikke bakkede op om USA, så var man automatisk at betragte som modstander, en fjende. Derfor kunne Bush også uden tøven placere 75 lande - en trediedel af verdens lande - på en liste af slyngelstater, som man forbeholdt sig retten til at lave præventive angreb imod. De progressive kræfter i Latin Amerika, der i 00'erne sikrede politiske sejrer i næsten hele regionen, blev betragtet med ængstelige øjne i USA, hvor Bush satte den 4. flåde ind til at overvåge regionen. Efter de politiske uroligheder i Venezuela i 2015, placerede Obama landet på listen over lande, der er ekstrem farlige for USA's nationale sikkerhed, første skridt til en evt USA-intervention.

På den baggrund er det ikke svært at forstå, at den enstemmige FN-afgørelse til fordømmelse af den amerikanske blokade mod Cuba den 26. oktober i år ikke bragte nogen jubelscener i Cuba. I Cuba ved man, at det ikke ændrer noget særligt. Så med udgangspunkt i FN-pagtens artikel 1, stk 2 må man spørge sig selv, om FN overhovedet har noget formål. 

 *********

Artiklen er skrevet i november 2016 og på et enkelt punkt er analysen blevet overhalet af et initiativ fra den afgående præsident barack Obama.: 

NOTE: SOM EN AF SINE SIDSTE HANDLINGER SOM PRÆSIDENT INDGIK HAN EN MIGRATISAFTALE MED CUBA.

Dens hovedpunkter er, at The Cuba Ajustment Act er suspenderet, at den såkaldte "Wett foot - dry foot" politik ophæves og at USA stopper sin syge praktis med at lokke cubanske læger og sygeplejersker på mission i udlandet til at hoppe af med udsigt til arbejde og ophold i USA.

Desuden lover Obama med aftalen, at USA vil udstede 20.000 indrejsevisaer om året til Cubanere, der ønser at migrere fra Cuba til USA.